Når fællesskab, fart og frygtløshed mødes på 400 meter

Portræt af 400 meter sprinter Anna Krab Scheibelein

Anna Krab Scheibelein er ikke svær at få øje på – heller ikke før hun løber. Hun griner højt. Hun fylder rummet. Hun er både dedikeret og lidt af et rodehoved, som hun selv siger. 27 år, atlet og lærerstuderende. En 400-meterløber, der i de seneste sæsoner har markeret sig stærkt i dansk atletik med mesterskabstitler og markante personlige rekorder.

Men Annas historie handler ikke kun om tider og placeringer. Den handler om fællesskab, nysgerrighed og modet til at tage chancer.

“Jeg har altid dyrket sport. For mig har bevægelse og glæde altid hængt sammen.”

En barndom fyldt med sport – og mennesker

Annas vej ind i atletikken var alt andet end snorlige. Som barn gik hun til næsten alt: svømning, dans, håndbold, springgymnastik – og svømning igen. Sport var først og fremmest et socialt rum, hun delte med sin veninde Silje.

Senere foreslog hendes far, at hun kunne starte til atletik. Han havde selv en løbeklub på Østerbro, som trænede samtidig, og pludselig blev det en familieting. Hendes søskende gik også til atletik. Det var her, noget begyndte at tage form.

“I lang tid var jeg til træning, fordi det var sjovt, og fordi mine venner var der. Men langsomt begyndte jeg at blive bedre – og så voksede ambitionerne.”

Da 400 meter klikkede

Som ung prøvede Anna mange discipliner. Sprint. Spring. Længere løb. Men da hun fandt 400 meter, skete der noget.

“Det klikkede bare.”

Hun husker ikke ét konkret øjeblik, men en periode præget af brutale – og fantastiske – træninger.

“Det var skrækkeligt hårdt, men også vildt fedt. Jeg løb mod drengene og prøvede at give dem tæsk. Det kunne virkelig noget.”

400 meter er en af atletikkens mest krævende discipliner. Den kombinerer maksimal fart, eksplosiv styrke, mælkesyretolerance og taktisk løbsforståelse. Det er sprintens brutalitet møder udholdenhedens smerte. Og det kræver både fysisk og mental robusthed.

En sæson, der ændrede alt

For Anna står én periode klart som et gennembrud. “Hele 2025-sæsonen var bare vild.”

Hun løb under 54 sekunder for første gang, blev udtaget til EM-hold og vandt DM både indendørs og udendørs.

“Så hele 2025 var egentlig ét stort højdepunkt.”

Det var kulminationen på flere års systematisk arbejde – og begyndelsen på en ny virkelighed som etableret topatlet.

“It takes a village”

Noget af det mest overraskende, sporten har lært hende, er ikke fysisk. “At man aldrig er alene. Og hvor stærk man er, når man er sammen med andre.”

Hun er overbevist om, at hun ikke havde løbet så hurtigt alene. “Jeg havde aldrig klaret det uden de mennesker, jeg har omkring mig.”

Det gælder især hendes kæreste og træner, Endre.

“Vi startede med at træne sammen, og senere blev han min træner. Jeg ved faktisk ikke, om jeg stadig havde været i sporten, hvis det ikke havde været for ham.”

Relationen har skabt både tryghed og kontinuitet – to nøgleelementer i langtidsholdbar eliteudvikling.

Studieliv, natur og pauser fra stadion

Ved siden af atletikken læser Anna til lærer – og elsker det. “Studiet er mega hyggeligt, og de mennesker, der er der, er bare så fede.”

Hun henter også energi i familie, venner og natur. Vandreture og skiløb fylder, når tiden tillader det. Frirum, hvor kroppen er aktiv, uden at præstation er formålet.

Og så er der hverdagsvanen, der langsomt har vundet betydning:

“En rolig morgen med kaffe. Ikke at vågne fem minutter før, jeg skal ud ad døren.”

Små rutiner, der skaber balance i en hverdag med høje krav.

Små bidder på de hårde dage

Når det er koldt, regner, og motivationen er lav, deler Anna tingene op. “Jeg starter bare med opvarmningen. At jogge lidt og snakke med de andre – det kan man altid.”

Så tager hun ét løb ad gangen.

“Man kommer altid igennem. Og nogle gange bliver træningen virkelig god, fordi man slipper forventningerne.”

Det er en klassisk mental strategi i elitesport: at reducere modstand ved at fokusere på første skridt – ikke hele trappen.

Et ritual, der holder nerverne i skak

I hendes træningsgruppe har de indført et ritual. “Vi sender en bøn ud i universet under opvarmningen.”

Fire piger i en cirkel. Hænderne holdes. Én siger bønnen højt.

“Det gør det hele lidt fjollet, når det bliver for seriøst. Og næsten hver gang har jeg løbet PB eller vundet.”

Når hun er alene, sender hun en tanke eller skriver til de andre.

“Overtro, manifestering – måske begge dele. Men det giver ro.”

Inspiration og ambition

Hun bliver i øjeblikket mest inspireret af sin træningsgruppe og den udvikling, alle er i. “At se folk rykke sig skaber en bølge, man har lyst til at være en del af.”

Hun følger også udviklingen i international kvindelig 400 meter tæt. “Niveauet er steget helt vildt. Det gør, at man tør sætte højere mål.”

Det store mål er klart: “At slå den danske rekord og kvalificere mig til EM.”

Små delmål strukturerer vejen dertil.

Hvis hun ikke var atlet, ville sport stadig være en del af hendes liv – men måske i en anden form.

“Jeg tror ikke, jeg helt kunne slippe det konkurrencegen.”

Samtidig drømmer hun om mere friluftsliv. Skiture. Lange vandringer. Aktivitet uden stopur.

Råd, retning og MYO

Til sit 13-årige jeg ville hun sige: “Stol mere på dig selv. Og vær ikke så bange for at fejle.”

Til unge atleter lyder rådet: “Stol på din mavefornemmelse. Hav det sjovt. Og sørg for, at der er gode mennesker omkring dig.”

Valget af MYO som samarbejdspartner udspringer af netop det.

“Det setup, MYO har, har jeg ikke mødt andre steder. Man kan mærke, at de brænder for sporten – og for mennesket.”

For Anna Krab Scheibelein handler eliteidræt ikke kun om fart.

Det handler om fællesskab. Tillid. Og modet til at løbe, også når benene brænder.