Løb, livsglæde og læringen mellem skridtene

Portræt af mentor Sophie Søefeldt

Det første skridt blev taget ved en fejl. Et barn, der ville gå til akrobatik, kom til at sige “atletik”. Og pludselig stod 10-årige Sophie Søefeldt på et stadion – forvirret, nysgerrig og få minutter senere forelsket i løb.

I dag, 15 år senere, er løb stadig omdrejningspunktet. Ikke kun som sport. Men som frirum, fællesskab og en måde at forstå både krop og sind på.

Sophie er 25 år, løber på Team R i Sparta og konkurrerer primært på 5 km, 10 km og halvmaraton. Ved siden af læser hun en kandidat i human biologi på Københavns Universitet – drevet af en grundlæggende fascination af kroppen og dens evne til at tilpasse sig, hele og præstere.

Fra skole-OL til amerikansk eliteidræt

Det første øjeblik, hvor det hele klikkede, kom tidligt. Til skole-OL på Østerbro Stadion vandt Sophie 400 meter suverænt. En kommentator kaldte hende “en suveræn løber”, og bagefter stod en Sparta-træner klar med et visitkort.

Det blev begyndelsen på en rejse, der senere førte hende hele vejen til USA.

Under sin bachelor flyttede Sophie til San Francisco og løb NCAA Division 1 – den højeste college-række i amerikansk universitetsidræt. Et miljø, hvor sport er mere end fritidsaktivitet. Det er hverdag, identitet og professionelt set-up.

“Vi havde adgang til fysioterapeuter, mentaltrænere, styrketrænere og diætister. Alt var bygget op omkring, at vi skulle kunne præstere og udvikle os – og samtidig tage en uddannelse.”

Fire år i USA gav hende ikke kun et markant sportsligt løft, men også livslange venskaber og en dybere forståelse af sig selv.

Når løb bliver mere end tider

I dag fylder løb stadig meget. Men det er ikke længere kun jagten på sekunder, der driver hende.

“Løb er mit frirum. Nogle dage handler det om at være i kroppen – puls, pace, rytme. Andre dage er det et sted, hvor tankerne får plads.”

Hun beskriver løbeturene som et rum, hvor både grin og alvor kan eksistere side om side. Hvor venskaber styrkes. Og hvor følelser får lov til at fylde, uden at de skal forklares.

Det er netop den dimension, sporten har åbnet for hende: at præstation og menneskelighed ikke er hinandens modsætninger.

Kroppen som samarbejdspartner – ikke et projekt

Sophie beskriver sig selv som omsorgsfuld, sød og disciplineret. Men hendes tilgang til kroppen har ændret sig markant gennem årene.

Tidligere var hun optaget af at gøre alting “rigtigt” før konkurrencer. Søvn, udstræk, foam rolling, behandling. Jo mere, jo bedre. Troede hun.

“I dag forsøger jeg at tage det roligere. Jeg minder mig selv om, at jeg jo ikke gør alle de ting før almindelige træninger – og de går som regel rigtig fint.”

I stedet har hun fundet en mere bæredygtig tilgang, hvor tillid til kroppen fylder mere end kontrol.

Ét ritual har hun dog beholdt. En ring, som hun og hendes holdkammerater fra USA alle har. Den løber hun altid med.

“Så føles det, som om jeg har dem med mig.”

Når det bliver hårdt

Motivation er ikke noget, Sophie venter på. Det er noget, hun arbejder med.

På de dage, hvor regnen siler, eller benene føles tunge, minder hun sig selv om det lange perspektiv.

“Jeg tænker: om et par måneder er der DM 10 km. Det er derfor, jeg løber i dag.”

Midt i afgørende øjeblikke vender hun fokus indad. På vejrtrækningen. På positive selvbudskaber. Ofte taler hun til sig selv i tredje person – som var hun sin egen holdkammerat.

Et liv uden for løbeskoene

Når Sophie ikke løber, finder hun energi i det enkle. Familie. Venner. Havet.

Hun vinterbader og går i sauna året rundt. En ugentlig vane, der både giver ro i hovedet og nærvær i kroppen.

Hun bliver inspireret af mennesker, der gør sig umage. Uanset om det er sport, kunst, arbejde eller noget helt fjerde.

Og hvis hun ikke var atlet?

“Så tror jeg, jeg ville være mere kreativ. Lære at strikke. Sy. Skabe noget med hænderne.”

Målene fremadrettet

Sportsligt arbejder Sophie på at forbedre sine tider på 5 km, 10 km og halvmaraton. Hun holder sin ugentlige mængde på 50–60 km for at tage hensyn til en tidligere fodskade, der stadig kræver respekt.

Hun ser frem mod DM 10 km og drømmer om at komme tæt på 35:30.

Og så er der VM i halvmaraton i København.

“Det bliver en kæmpe fest.”

Ved siden af sporten færdiggør hun sin kandidat i human biologi og forbereder sig på at skrive speciale.

Det råd, hun ville ønske, hun selv havde fulgt tidligere

“Lyt til kroppen. Og giv den restitution og energi.”

Og til unge atleter i dag:

“Hav det sjovt med sporten. Nyd alle oplevelserne. Lad være med at tage det hele alt for seriøst.”

For som Sophie har lært: Det er sjældent de enkelte tider, der står klarest i hukommelsen. Det er øjeblikkene mellem dem.