Når følsomhed bliver en styrke i elitesport

Portræt af mentor Anna Helwigh

Anna Helwigh er ikke bare mellemdistanceløber. Hun er et menneske, der tør stå ved både sin dedikation, sin sårbarhed og sin kærlighed til processen bag resultaterne.

Hun konkurrerer primært på 1500 meter og forhindringsløb, discipliner hvor udholdenhed, teknik og mentalt overskud er afgørende. Hun beskriver sig selv som dedikeret, tillidsfuld og følsom – og netop kombinationen af målrettethed og følsomhed har formet hendes rejse i elitesporten.

“Jeg er meget påvirkelig over for, hvordan andre har det. Flere behandlere og psykologer har sagt til mig, at jeg er et følsomt væsen – og i dag ser jeg det ikke som en svaghed, men som en del af den, jeg er.”

Ved siden af sporten har Anna en bachelor i Environmental Science fra Villanova University i USA, hvor hun var på scholarship i fire år. I dag arbejder hun på Frederiksberg Forsyning med klimatilpasning – et felt, hvor langsigtede løsninger, ansvar og bæredygtighed er i centrum.

Fra stuegulv til stadion

Annas sportslige historie begynder ikke på et stadion, men i stuen derhjemme.

Under OL i 2008 lå hendes storesøster på sofaen med en brækket fod. På tv-skærmen blev der vist stangspring. Anna greb krykkerne, løb hen over gulvtæppet og begyndte at springe.

“Der besluttede jeg mig for, at jeg ville være stangspringer.”

Året efter – som niårig – startede hun i atletik. Hun prøvede alle discipliner: spring, kast og løb. Ret hurtigt stod det klart, at hun havde et særligt talent for løb. Især mellemdistancerne.

Europamester som 16-årig

Det store gennembrud kom i 2016.

Her blev Anna U18-europamester på 2000 meter forhindring – og samme år kåret som “Årets københavnske ungdomstalent”.

Et år forinden havde hun siddet til Idrætsfesten på Københavns Rådhus og set de nominerede.

“Jeg husker, at jeg tænkte: de er godt nok dygtige. Det ville være vildt, hvis jeg en dag blev nomineret.”

Året efter stod hun selv på scenen.

Et øjeblik, der ikke kun handlede om medaljen, men om rejsen dertil.

Mindsettet, der ændrede alt

De første år i atletik vandt Anna aldrig medaljer. Mange af hendes veninder gjorde. Hun elskede sporten og fællesskabet – men tvivlen fyldte.

Derfor begyndte hun at arbejde med en sportspsykolog.

“Jeg lærte at tro på mig selv. Til konkurrencer ændrede mit mindset sig, og jeg begyndte at tro på, at jeg kunne løbe lige så hurtigt som de andre.”

Det skift blev afgørende.

Ikke bare for resultaterne – men for glæden ved løb.

Balance frem for perfektion

Noget af det vigtigste, sporten har lært Anna, er værdien af balance.

I en sport som løb er det let at sammenligne sig: kroppe, træningsmængder, tider, kost, restitution.

“Man kan meget nemt ende i et sort hul. Derfor er balance så vigtig – mellem træning, mad, hvile, skadesforebyggelse og et liv ved siden af.”

For Anna handler udvikling ikke om at gøre alting 110 procent hele tiden.

“Når der står 10 km på programmet, er det okay at løbe 8. Og det er okay at spise et stykke kage, hvis man har lyst. Hvis alle kunne træne maksimalt uden at blive skadet, var alle verdensmestre. Det er balancen, der er det fascinerende.”

Et lille team med stor betydning

Anna står ikke alene.

Hendes forældre har altid været fundamentet. Derudover har et lille, tæt team spillet en enorm rolle:

• En træner, der både har presset og lyttet

• En fast behandler, som har fulgt hende siden barndommen

• En sportspsykolog, der lærte hende at tro på sig selv

“De har alle været der, når det var svært. Når jeg havde ondt. Når jeg tvivlede. Og når jeg havde brug for at blive mindet om, hvem jeg er.”

Da lysten forsvandt – og langsomt kom tilbage

Under sin tid på college i USA oplevede Anna sit livs største mentale udfordring.

Hun mistede lysten. Mistede troen. Trænede af pligt.

Et svært match med en autoritær træner, manglende kommunikation og følelsen af at blive misforstået gjorde, at glæden forsvandt – selvom hun samtidig satte mange personlige rekorder og fik venskaber for livet.

Efter hjemkomsten til Danmark tog hun tre måneders pause.

“Jeg var bange for, at jeg aldrig ville få lyst til at løbe igen.”

Hun gav det tid. Begyndte kun at træne, når hun havde lyst. Langsomt kom motivationen tilbage. Først træningen. Senere lysten til at konkurrere.

“Det tog over et år. Men i dag gør jeg det af glæde igen. Og det er det vigtigste.”

Relationer, nærvær og kram

Det, der giver Anna energi uden for sporten, er tid med hendes kæreste, familie og venner. Rejser. Oplevelser. At udforske verden.

Hendes vigtigste hverdagsvane er enkel:

Kram.

Små ritualer, der holder hende forbundet med det, der betyder noget.

Når det gælder

Før konkurrencer er Anna blevet mere afslappet med faste rutiner.

“Jeg tror, det kan være en hæmsko at være afhængig af bestemte ritualer. Det er sundt at kunne tilpasse sig – især når man konkurrerer i udlandet.”

Når hun står midt i et afgørende øjeblik, minder hun sig selv om at smile.

Og om at have det sjovt.

Fremtiden: hel krop, store mål

I 2026 håber Anna først og fremmest på at være skadefri og komme solidt i gang med træningen under sin nye træner.

De store mål er allerede sat:

EM i Birmingham i 2026.
OL i Los Angeles i 2028.

Ikke som garantier. Men som retning.

Et råd, der rækker længere end tider

Til sit 13-årige jeg ville Anna sige:

“Husk altid at smile og have det sjovt.”

Og til unge atleter i dag lyder rådet:

“Sporten vil give jer venskaber, minder og oplevelser – men også svære perioder. Det er normalt at tvivle. Det betyder ikke, at I ikke er gode nok. Det vigtigste er, at I ikke giver op, og at I holder fast i det, der giver jer glæde. For det vigtigste er, at man er glad.”